Nokia narrer mobilbrugerne

Nokia har tænkt sig at droppe smartphone-systemet Symbian, men det har mobilgiganten ingen planer om at fortælle den almindelige bruger, der intetanende kan komme til at give flere tusind kroner for en mobil, som fremover ikke kan opdateres. Det afslører Nokias strategichef i eksklusivt interview i det nye nummer af Magasinet Mobil, som udkommer i morgen.

Ifølge magasinet Mobil har Nokia ikke tænkt sig at gøre nye kunder opmærksom på, at de udfaser styresystemet Symbian. Foto: Nokia.

For få uger siden indgik Nokia et stort anlagt samarbejde med Microsoft om i fremtiden at bruge Windows Phone 7. Det betyder, at Nokia stille og roligt faser Symbian ud. Symbian er det styresystem, som Nokia bruger i deres smarte mobiltelefoner, også kaldet smartphones – Symbian bruges for eksempel i den populære Nokia N8.

Symbian virker i dag gammeldags sammenlignet med iPhone og Android-mobiler fra for eksempel HTC og Sony Ericsson, så derfor var aftalen med Microsoft nødvendig, forklarer Nokias strategichef Heikki Norta i et eksklusivt interview med Magasinet Mobil.

Men Nokia mener derimod ikke, at det er nødvendigt at forklare den almindelige mobilkøber, at Nokia udfaser Symbian, hvilket betyder, at man på sigt ikke vil kunne opdatere sin dyre smartphone, som man kan med netop iPhone og Android-mobilerne.

– Der kommer kun til at være Windows Phone i vores smarte mobiler, når vi først har faset Symbian ud. Almindelige mobilkøbere i verden ved ikke, at Symbian bliver nedlagt og de har ikke hørt om det, vi siger her. Mobilkøberne vil prioritere andre værdier, som at telefonerne er flotte og har den rette farve, siger Heikki Norta.

– Nokia kan have ret i, at hovedparten af deres købere prioriterer for eksempel farver, men Nokia sælger altså også avancerede modeller som N8 til over 3.000 kroner. Derfor bør Nokia naturligvis melde klart ud, at de vil udfase Symbian, da mobilbrugerne ellers om et års tid risikerer at stå med en dyrt købt smartphone, som ikke kan opdateres, som det jo er standard med iPhone og Android-mobiler. Nokia har millioner af Symbian-mobiler på lager, som de selvfølgelig vil sælge, men det eneste moralsk rigtige af Nokia er at oplyse kunderne om Symbians skæbne, så kunderne ikke køber katten i sækken, lyder det fra Steen Jørgensen, chefredaktør på Magasinet Mobil.

Nokia oplyser, at de har sat deres bedste ingeniører til at udvikle den første Nokia-mobil med Windows Phone, og mobilen forventes at være klar i starten af 2012.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Danske fly har bombet i Libyen
Next post Milena Penkowa opfandt titel til sig selv