Rekordmange vil se stive lig

Experimentarium er på vej til besøgsrekord på grund af en udstilling med døde mennesker.

To lig, der dyrker sex. Og en død mor med sine to fostre i maven er populære trækplastre for en kontroversiel udstilling om kroppen.

I hvert fald trækker det lige nu rekordmange besøgende til Experimentarium i København.

Alene i årets første to måneder har 90.000 besøgt udstillingen Body Worlds. Og fortsætter de høje besøgstal, så bliver museets besøgsrekord slået.

– Det er blevet en større succes, end vi havde forventet, siger direktør Asger Høeg. Han har selv undret sig over, hvilken X-factor der gør, at der kommer så mange besøgende.

– Vi tror, det er, fordi disse menneskekroppe er så rigtige – det er virkelig sådan, menneskets krop ser ud, siger han.

Besøgsrekorden blev sat i åbningsåret 1991, hvor 530.000 besøgte Experimentarium. Men selvom besøgstallene lige nu er høje, så forventer museet ‘kun’ at nå 425.000 gæster, før udstillingen med de døde kroppe lukker i august.

– Derfor undersøger vi, om vi kan forlænge udstillingen året ud. Men vi ved endnu ikke, om den skal stå et andet sted efter sommerferien, forklarer Asger Høeg.

Det er specielt unge mennesker mellem 20 og 30 år, der kommer for at se på ligene. Og det undrer ikke teolog og professor Niels Jørgen Cappelørn, der er medlem af Etisk Råd.

– Udstillingen er tidstypisk, fordi den er arrangeret virkelighed. Ligesom når man ser reality shows. Det er jo heller ikke virkelighed, men noget der er skal give sig ud for at være virkelighed, siger han.

Niels Jørgen Cappelørn mener, at udstillingen er fascinerende, fordi den maler et skønmaleri af det tabu, som død er.

– Disse døde mennesker giver en falsk oplevelse af: ‘Arh, er det ikke værre? Er jeg så smuk, når jeg er død?’ Men det er man jo ikke, siger han.

Direktøren for Experimentarium har ingen skrupler ved at tjene penge på døde kroppe.

– Det er jo mennesker, der har testamenteret deres krop til denne udstilling. På den måde er man med til at bidrage til en større interesse for naturvidenskab og teknik. Og det er godt for vores samfund, siger Asger Høeg.

Sidste år havde Experimentarium kun 288.000 besøgende – det laveste tal i ni år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Millioner til Lomborg giver nul forskning
Next post Amnesty: Afghansk fange formentlig udsat for tortur