Første arbejdsdag er farligst

Danskerne laver ligeså mange ulykker på første arbejdsdag som i hele den følgende uge. Sjuskede chefer og klodsmajorer får skylden.

Hvis du klarer første dag på dit nye job uden at komme til skade, så er du allerede kommet langt.

Sidste år modtog Arbejdstilsynet nemlig 356 anmeldelser om arbejdsulykker på den første dag i ansættelsen.

Risikoen for at imponere chefen og de nye kolleger med en tur på skadestuen er især høj, fordi mange nyansatte ikke har fået eller taget de fornødne sikkerhedsinstrukser til sig.

Det fortæller chefkonsulent i Arbejdstilsynet, Niels Kofod.

– Dårlig oplæring er skyld i mange arbejdsulykker på første dag. Arbejdsgiverne kan ofte gøre mere for at sikre sig, at de nye medarbejdere rent faktisk har forstået, hvordan de udfører arbejdet sikkert og forsvarligt, siger han.

Efter første arbejdsdag falder frekvensen af ulykker drastisk. Men der bliver stadig anmeldt dobbelt så mange arbejdsulykker inden for den første måned, som for personer med seks måneders erfaring.

Hos Træets Arbejdsgivere, der organiserer træ- og møbelbranchen under Dansk Industri, er det ikke nogen nyhed, at “grønne medarbejdere” er i farezonen.

– Vi vil så gerne falde til på en ny arbejdsplads, derfor observerer og kopier vi det, som de andre gør, uden dog at have den samme rutine. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiveren og de øvrige ansatte er opmærksom på den nyansatte og sikrer et godt introduktionsforløb, hvor arbejdsmiljø er en integreret del af forløbet, lyder det fra konsulent Michael Eirup.

Selvom nyansatte kan være fummelfingrede, så er det i sidste ende arbejdsgiverens ansvar, at der ikke sker ulykker. Det slår beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) fast.

– Det er selvfølgelig arbejdsgiveren, der skal give den nødvendige oplæring, så medarbejderen kan udføre sit job sikkert. Og en ny medarbejder skal allerede den første dag instrueres grundigt i, hvordan arbejdet kan udføres sikkert, siger hun.

Hun erkender, at der er behov for en ekstra indsats for at få antallet af arbejdsulykker ned. I hele 2010 blev der anmeldt 44.382 ulykker. 39 mennesker mistede livet.

Forleden indgik partierne på Christiansborg et bredt forlig om arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020. Her skal antallet af ulykker være nedbragt ned 25 procent.

Virksomheder, der vurderes at have større problemer med arbejdsmiljøet, vil få flere tilsyn. Og alle virksomheder med 2,0 årsværk og derover får besøg mindst én gang frem mod 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Nato overtager kommandoen over Libyen-aktion
Next post Børn stavnsbindes til lokal børnehave