Riget sparer en tredjedel af blodet

Danmark har verdensrekorden i brug af blod på sygehusene. Men nu har Rigshospitalet skåret kraftigt ned på unødvendige blodtransfusioner.

På to år er det lykkedes for Rigshospitalet i København at skære forbruget af blod ned med en tredjedel.

Hospitalet køber i dag ti procent færre portioner blod fra blodbanken. Og sammenholdt med en stigning på 25 procent i antallet af operationer og indlæggelser, vidner tallene om en klar holdningsændring blandt lægerne.

– Vi bruger mellem 30 og 35 procent mindre blod i dag. Og det er godt, for der har været givet meget blod i Danmark, som man med den nuværende viden kan se har været unødvendigt, siger blodmanager Astrid Nørgaard fra Transfusionsmedicinsk Enhed.

Med et forbrug på 60 til 70 portioner per 1.000 indbygger er Danmark stadig det land i verden, der bruger mest blod i forhold til befolkningen. Men det går den rigtige vej.

– De lande, vi sammenligner os med, bruger omkring 40 portioner per 1.000 indbygger. Der kunne vi også godt tænke os at komme ned, siger Astrid Nørgaard.

Typisk er det patienterne på Rigshospitalets intensiv afdelinger og operationsstuer, der får blod i mindre portioner end tidligere, mens lægerne fremover oftere vil udskrive jerntabletter, så patienterne selv danner blodet, hvis ikke de er i akut blodmangel.

Det er nemlig sundere at danne det manglende blod selv, viser ny forskning. For meget blod giver øget risiko for infektioner, og blodtransfusion er forbundet med en let øget dødelighed.

Forskningen viser omvendt, at kroppen i mange tilfælde klarer sig fint med en blodprocent et stykke under det normale, forklarer Astrid Nørgaard.

– Hvis din blodprocent er over seks, og du ikke bløder akut, så er det ikke nødvendigt med en transfusion, hvis man selv kan danne nyt blod. Men der har man tidligere i Danmark af hensyn til omsorg, haft den holdning, at patienten skulle hjælpes tilbage på en blodprocent mellem syv og ni, siger hun.

Formand for regionernes sundhedsudvalg Ulla Astman (S) glæder sig over resultaterne på Rigshospitalet, som hun håber vil smitte af på de øvrige sygehuse.

– Det er et rigtig godt eksempel på, at man kan gøre det bedre og samtidig også billigere. Der bliver gjort nogle af de samme øvelser med at nedbringe blodforbruget i alle regioner. Og hvis der er noget nyt at lære fra projektet på Rigshospitalet, så håber jeg, at alle gør det, siger Ulla Astman.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 100.000 husstande siger ja-tak til at få pakken i skuret
Next post Politiet udliciterer serviceopgaver for 250 mio. kroner