Spabade, cykler og sofaer flyder på vejene

Vi sjusker, når vi pakker traileren med gammelt juks og skrald. Derfor ligger flere tusinde ting hvert år og flyder på vejene.

Påskevejret ligner en fest, og det er tid til udendørs sysler. Men når vi rydder op i haven eller det gamle skur, så taber vi meget af vores gamle ragelse, når vi prøver at skille os af med det.

Sidste år fandt Vejdirektoratet 5.418 ting og sager, der var tabt på de danske statsveje. Og det er mere end bare småsten og 25-ører, der ryger i farten.

– Vi finder alt lige fra små affaldssække til køleskabe og spabade, ja vi har haft alt muligt derude, siger Torben Kristensen, der er vagtchef i Vejdirektoratet og tilføjer:- Sådan et spabad fylder sgu meget.

Cykler og sofaer er i følge Vejdirektoratets hjemmeside nogle af de ting, man også kan finde på vejene, og det kender man også til hos Falck. Udover at hjælpe Vejdirektoratet med at holde orden på statens veje, fjerner Falck også folks skrammel fra nogle kommunale veje.

Her føjer driftschef Thomas Dietz badekar, tagsten og jord til listen over mærkeligt habengut, der gennem tiderne er fundet på vejene. Som han udtrykker det, kan det være “alt, man kan komme på en trailer.” Og han forudser en travl påske.

– Det er forår, og det skulle også blive godt vejr her i påsken, så det er også højsæson for, at folk taber noget fra deres trailer, siger Thomas Dietz.

De fleste ting bliver tabt på motorvejene, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå, hvis man støder frontalt sammen med et spabad med 130 kilometer i timen. Men de mindre ting kan også være farlige, forklarer Torben Kristensen fra Vejdirektoratet.

– Når folk ser noget, der ligger på vejene, så laver de nogle manøvrer, som ikke altid er lige hensigtsmæssige, for at komme udenom det, og det kan også godt resultere i uheld, fordi bilen kommer ud af kurs, og så kører man galt,” uddyber han.

Ifølge trafikken.dk. koster det mindst 1.250 kroner, hver gang der skal fjernes noget fra kørebanen, så årligt må statens sparegris slankes for mindst 6,5 millioner kroner. Samtidig kan det også blive dyrt for dig selv. Du skal nemlig betale en bøde på 500 kroner for at tabe noget på vejen.

Både Vejdirektoratet og Falck anbefaler, at man binder alle sine ting rigtig godt fast på traileren, hvis man skal på genbrugsstationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Politiet udliciterer serviceopgaver for 250 mio. kroner
Next post Politiet på påskekontrol i trafikken