Vi passer bedre på hunden end børnene

Alle husker hunden, men hver tredje familie glemmer at forsikre børnene, viser tal. Samtidig sparer kommuner forsikring i daginstitutioner væk.

Mange børn løber rundt og leger uden forsikring, mens hunden skal forsikres ved lov.

Hvis børnene får tandskader i klatretræet eller på gyngen, må forældrene derfor punge ud. Køres Fido over, skal forsikringsselskabet til lommerne.

– Alle forsikrer hunden, fordi det er ligesom bilen – man ved, at den skal have en forsikring. Børnenes forsikring taber ofte kampen om opmærksomhed til køb af barneseng, amning og nattesøvn, siger Pia Holm Steffensen, der er privatdirektør i Alm. Brand, til Newspaq.

Ifølge tal fra forsikringsselskabet Alm. Brand har én ud af tre børnefamilier ikke forsikret poderne.

– Det er en klassiker, at forældrene først opdager, at familieforsikringen ikke dækker, når barnet kommer til skade på gyngen eller rutsjebanen, forklarer hun.

Tidligere kunne kommunens forsikring redde forældrene, hvis børnene kom til skade i daginstitutioner. Men flere og flere kommuner sparer forsikringen væk, fortæller formand i pædagogernes fagforening, BUPL.

– Vi ser flere steder, at den almindelige forsikring af børnene i daginstitutioner forsvinder, fordi kommuner skal spare penge. Og så må forældrene selv betale, hvis de ikke er forsikret, fortæller Henning Pedersen til Newspaq.

Han peger på en social slagside, fordi det ofte kan være forældre med mindst overskud, som glemmer at forsikre deres børn.

Hos Alm. Brand tror de, at forældrene misforstår ordet familieforsikring. Det lyder som om, den dækker hele familien, men i virkeligheden dækker den ikke ulykker.

En børneulykkesforsikring dækker alle børn i familien døgnet rundt, også når børnene er i skole og institution. Forsikringen sikrer børnene erstatning, hvis de for eksempel får varige men eller beskadiger tænderne ved en ulykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 500 korsangere synger i Tivoli
Next post Aftale mod skatteflugt med Macao