Danmark sender menneskerettigheds-ekspert til Libyen

Danmark sendte i denne uge en menneskerettighedsekspert til Libyen for sammen med en international ekspertgruppe at vurdere støttemulighederne i landet.

En dansk ekspert i menneskerettigheder fra Institut for Menneskerettigheder er rejst til Benghazi for sammen med eksperter fra bl.a. Storbritannien og Italien at vurdere behovet for støtte til den genopbygnings- og stabiliseringsproces, som igangsættes så snart forholdene i Libyen tillader det.

-Danmark har meget af den ekspertise, der efterspørges i forbindelse med genopbygningen af Libyen. Sammen med det internationale samfund skal vi hjælpe libyerne med at nå deres mål om et stabilt demokrati med en retsstat, der respekterer menneskerettighederne. Danmark har derfor sendt en menneskerettighedsekspert til Libyen for sammen med en international ekspertgruppe at vurdere støttemulighederne i landet, siger udviklingsminister Søren Pind.

Storbritannien leder ekspertholdets fact-finding mission, hvis anbefalinger skal tilgå FN og alle involverede lande, herunder EU’s nye kontor i Benghazi. Holdet vil primært vurdere behovene for politiske reformer, sikkerhed, infrastruktur og økonomi. Derudover skal de se på mulighederne for koordinering af den støtte, der tilbydes den libyske opposition fra de lande – herunder Danmark – som er involveret i beskyttelsen af civilbefolkningen fra Gaddafi-regimets angreb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Tønder appellerer til statsministeren om biogasfabrik
Next post Rasmus Klump spinger ud som balletdanser på Pantomimeteatret