Kommuner og firmaer vinder ved at opfinde nye ting sammen

Når det offentlige og private laver innovative projekter sammen, skaber det vækst i virksomhederne og besparelser i kommunerne. Men der er en række barrierer, viser en ny analyse fra AKF, Anvendt KommunalForskning.

En digital pen til løbende at notere udførte opgaver i hjemmeplejen. Mere sund og velsmagende mad til hospitalspatienter. Eller en intelligent trøje, der kan advare hjemmehjælpere, hvis de laver skadelige løft. Det er konkrete eksempler på succesfulde innovative partnerskabsprojekter.

– Innovative partnerskaber giver fordele både for det offentlige og for virksomhederne. Det offentlige kan effektivisere, spare tid og levere bedre kvalitet. Det private øger deres indtjening, øger beskæftigelsen og skaber eksportmuligheder. Så det ser ud til at være en win-win situation for alle parter, siger Ole Helby Petersen, som forsker i offentligt-privat samarbejde i AKF, Anvendt KommunalForskning.

Uvidenhed og indviklede regler
Men der er en række barrierer for de offentlige-private innovationspartnerskaber (OPI). Indviklede regler og manglende viden er nogle af hindringerne, viser en rapport, som AKF har lavet i samarbejde med COWI.

Rapporten er lavet for Erhvervs- og Byggestyrelsen og Nordisk Ministerråd, og den ser på 11 nordiske projekter, der alle er gode eksempler på, at OPI kan lykkes. Men rapporten viser, at komplicerede regler, vanskelige finansieringsmuligheder og manglende viden er nogle af de væsentligste barrierer for danske projekter.

– I dag er kommunerne lidt usikre på mulighederne for OPI-projekterne. De har svært ved at finde rundt i udbudsreglerne, som er ekstremt komplekse, og de har også svært ved at få finansieret de innovative projekter, siger Ole Helby Petersen fra AKF.

Styrk arbejdet med OPI
I rapporten kommer forskerne med en række anbefalinger, der skal gøre det nemmere for kommunerne at lave OPI-projekter.

– Hvis man virkelig ønsker at fremme OPI-projekterne, skal man gøre det mere ligetil og smidigt for kommunerne at kaste sig ud i den slags projekter, hvor man ikke på forhånd kan definere slutresultatet, siger Ole Helby Petersen fra AKF.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Obama fulgte aktionen mod Osama Bin Laden live
Next post Minister vil beskytte unge mod allergi