Polterabend? Få tjek på forsikringen

Sommeren åbner op for en perlerække af aktiviteter, der kan virke lokkende i ethvert dagsprogram til en polterabend. Men der er populære aktiviteter, hvor forsikringen ikke dækker, hvis uheldet er ude.

Skal der prøves kræfter med en udendørs klatrevæg, bungy-jump eller faldskærmsudspring? Eller er det gocart-race, vandski eller boksning, der skal testes af?

Ideerne er mange, og der er ikke grænser for, hvad man kan kaste sig ud i af mere eller mindre halsbrækkende aktiviteter, når en polterabend skal skrues sammen.

Problemet er blot det, at mange af disse aktiviteter falder i kategorien farlig sport hos forsikringsselskaberne. Og hvis du er uheldig at gøre skade på dig selv i kampens hede, så dækker ulykkesforsikringen ikke.

– Tommelfingerreglen er, at forsikringen ikke dækker ulykkestilfælde, som opstår, fordi man har udvist grov uagtsomhed, siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Riccardo Krogh Pescatori.

– Men ulykkesforsikringerne dækker heller ikke ulykkestilfælde, som sker under det, der defineres som farlig sport. Og i den kategori finder vi eksempelvis kampsport, dykning, svæveflyvning, motorvæddeløb, bungy-jump og faldskærmsudspring, tilføjer han.

I forbindelse med en polterabend hænder det ofte, at der glider et par øl eller drinks ned i løbet af dagen. Og hvis man kommer til skade “under påvirkning af alkohol”, som det hedder i de fleste forsikringspolicer, så er der heller ingen erstatning at komme efter.

Der er mindre variationer i de aktiviteter, som selskaberne definerer som farlig sport. Hvis du er i tvivl, så opfordrer Forsikringsoplysningen dig til at kontakte dit selskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Arbejdsløse skal have meningsfuld aktivering
Next post 40 mio. kr. til international klimafond