Smalhals får mange til at droppe udlandet

Syv ud af ti danskere skal holde sommerferie i Danmark. Krisen, godt vejr og kæmpe badecentrer lokker. De fleste foretrækker Jylland.

En kort tur i bilen og så er Familien Danmark på ferie.

Sådan ser planen ud for langt de fleste danskere, når de bliver spurgt til deres sommerferie.

Syv ud af ti danskere skal holde ferien herhjemme, viser en meningsmåling, som Wilke har lavet for Nyhedsbureauet Newspaq.

Danskerne har generelt fået mere lyst til ferie i Danmark, og ifølge uddannelsesleder i oplevelsesledelse på RUC, Jens Friis Jensen, er det særligt krisen, der holder folk til de billigere ferier herhjemme.

Men også badelande for hele familier lokker os til en ferie uden fremmed valuta.

– En ny ting som trækker er helt sikkert oplevelsescentrene, der er lavet med Lalandia i Sydsjælland og i Billund. Der er en meget større andel af danskerne, som har mulighed for at holde den type ferie, siger Jens Friis Jensen.

Den gode sommer sidste år med masser af sol og badedage har også pumpet forventningerne op til en dansk sommer.

– Hvis det nu havde været sjask regnvejr hele sidste sommer, så ville der være flere som ville smutte ud af landet. Men nu kan folk stadig huske den gode sommer, og så booker de i Danmark, forklarer Jens Friis Jensen.

Seks ud af ti smutter til Jylland, hvor Vestkysten, Skagen og en kødrand af sommerhuse byder velkommen. Kun 15 procent af danskerne vil til Fyn, og det kan de blandt andet mærke i H.C. Andersens hus, fortæller museumschef Torben Grøngaard Jeppesen.

– Vi kan se på vores tal, at langt de fleste gæster i H.C. Andersens hus er udlændinge, så danskerne er ikke supervilde med Fyn. De kører måske forbi på vej til ferie, siger han.

Undersøgelsen er gennemført via internet, repræsentativt fordelt blandt danskere over 18 år. Der er gennemført i alt 528 interview , og det giver en usikkerhed på 4,26 procent på totaler. Undersøgelsen er gennemført i perioden 3. – 10. maj 2011.

Fakta:

Hvor skal du holde sommerferie?

Danmark 68%
Sverige 5%
Øvrige Europa 37%
Østen 1%
Nordamerika 6 %
Sydamerika 0,1%
Afrika 0,1%
Australien 0,1%
Ved ikke 7%

Hvor skal du holde ferie i Danmark?

Jylland 62.1%
Fyn 15.0%
Sjælland 42.4%
Bornholm 4.6%
Andet sted i Danmark 7.9%

Kilde: Wilke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Dansk turist dræbt i Tenerife
Next post ’Forbrydelsen’ hædret i London