Ritt får 600.000 for gallionsfigur-job

Når Ritt Bjerregaard bliver eksportambassadør har hun udsigt til et betragteligt tilskud til politikerpensionen, som hun fortsat kan hæve.

Søndag udnævnte statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), den tidligere socialdemokratiske minister og overborgmester i København Ritt Bjerregaard til en ud af tre nye eksportambassadører.

Et fuldtidsjob, der kommer med en løn på 600.000 kroner om året, oplyser Udenrigsministeriet.

Den løn kan Ritt Bjerregaard lægge oveni politiker-pensionen på 1 million kroner og EU-pensionen fra hendes tid som EU-kommissær på omkring 300.000 kroner.

Det løber op i en samlet indkomst på omkring 1,9 millioner kroner årligt.

– Hvis man skal lave et fuldtidsjob af denne her art, så er det det, det koster, siger Ritt Bjerregaard.

Der endnu ikke er lavet kontrakter for de tre nye ambassadører, men Udenrigsministeriet oplyser, at eksportambassadørerne skal identificere nye eksportmuligheder, identificere temaer for det bilaterale samarbejde i forbindelse med handel, forretningsudvikling, innovation og investering, sidde i komiteer og fungere som vært for tilrejsende delegationer.

I jobbet ligger sandsynligvis også flere rejser til udlandet.

– Jeg skal ikke sidde og være embedsmand. Der bliver nogle meget intense periode og så nogle perioder, hvor der ikke sker noget særligt. Det bliver meget fleksibelt, fortæller Ritt Bjerregaard.

Statsministerens udnævnelse af de nye eksportambassadører er et led i afslutningen på 2020-forhandlingerne, der de seneste uger har fundet sted i Finansministeriet. Størstedelen af 2020-planen handler om besparelser på blandt andet folkepension og efterløn. Besparelser der er nødvendige, hvis statskassen ikke skal stå med et minus på 47 milliarder i 2020.

Men Ritt Bjerregaard føler ikke, det er urimeligt, at danskerne skal spare, mens hun modtager knap to millioner om året af statens lommer.

– Rimeligheden er et spørgsmål, som Statsministeren må svare på. Han må have vurderet, at han kan få valuta for pengene. En investering på det her område kan kaste mange arbejdspladser af sig, siger hun.

Ritt Bjerregaard vender tilbage til arbejdsmarkedet efter godt halvandet års pension.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post To Greenpeace aktivister anholdt i Grønland
Next post Bedemænd får bøde på 400.000 kroner