Stor international støtte til Dansk Flygtningehjælp i Somalia

Dansk Flygtningehjælp kan nu sætte ekstra fart på nødhjælpsarbejdet i og omkring Somalias hovedstad Mogadishu, hvor hungersnøden forværres dag for dag. Over 100.000 mennesker er afhængige af, at Flygtningehjælpen hver dag udleverer et måltid mad, derfor har Dansk Flygtningehjælp nu i alt fået 40 millioner kroner fra Danida, EU og den engelske regering.

Dansk Flygtningehjælp er en af de få internationale humanitære organisationer, der har kunnet yde nødhjælp i Somalias hovedstad Mogadishu de seneste tre år. Hver dag brødføder Flygtningehjælpen over 100.000 flygtninge i og uden for Mogadishu med et måltid mad tilberedt på mobile suppekøkkener.

Det er en af grundene til, at Dansk Flygtningehjælp netop har modtaget 10 millioner kroner fra Danida, der sammen med 30 millioner kroner fra EU’s humanitære kontor ECHO og den engelske regering, DFID, og indsamlede midler fra den danske befolkning skal styrke Flygtningehjælpens nødhjælpsindsats i Somalia.

– Situationen i det sydlige Somalia er desperat. Vores folk i Mogadishu fortæller, at køerne af udsultede ved suppekøkkenerne bare vokser og vokser. De ekstra donationer gør det muligt for os at udlevere langt flere måltider, siger Ann Mary Olsen, international chef i Dansk Flygtningehjælp, der i næste uge rejser til Mogadishu for at følge indsatsen på nærmeste hold.

Midlerne fra DANIDA skal i hovedsagen bruges på daglige måltider til flere sultende mennesker, men også på at udlevere kontanter, der sætter de nødlidende i stand til selv at købe mad.

– Et af de mange store problemer i Somalia er, at folk har mistet deres levebrød samtidig med at prisen på fødevarer er steget dramatisk – blandt andet på grund af den langvarige tørke. Derfor har stadigt færre råd til at købe mad, siger Ann Mary Olsen.

Dansk Flygtningehjælp arbejder som en af de største internationale humanitære organisationer i Somalia og på Afrikas Horn målrettet på at øge nødhjælpsindsatsen yderligere og derved nå endnu flere nødlidende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Motorcykelister i asfalten i august
Next post Stort frafald på erhvervsuddannelse