Politianmeldelse fra Skatteministeriet

Tirsdag meddelte skatteministeriet, at man vil bede politiet undersøge, om SKAT eller Skatteministeriet har overtrådt tavshedspligten efter oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold er offentliggjort i dagbladet BT.

B.T. har tilsyneladende haft adgang til fortrolige oplysninger om den socialdemokratiske leders skatteforhold.

Det har givet anledning til spørgsmål, om disse oplysninger kan stamme fra SKAT, og Skatteministeriet vil derfor melde sagen til politiet.

– Vi kan ikke leve med, at der kan stilles spørgsmål ved, om vi lever op til vores tavshedspligt. Det gælder generelt og især i en sag af denne karakter, siger departementschef Peter Loft, Skatteministeriet.

– Da overskridelse af tavshedspligten er en strafbar handling, vil vi bede Københavns Politi om at undersøge sagen. Vi er i gang med at samle de oplysninger, som politiet kan have brug for i forbindelse med en undersøgelse, herunder hvem, der har haft adgang til sagen, siger Peter Loft.

Skatteministeriet har i øvrigt ingen yderligere kommentarer til den konkrete sag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Københavnere er til benzin – jyder til diesel
Next post Udøvende kunstnere og pladeproducenter får styrket deres rettigheder