12 millioner til flygtninge i verdens brændpunkter

Mere end 12.000 danskere har i dag været rundt med indsamlingsbøsserne i hele landet for at samle ind til flygtninge i verdens brændpunkter. Dansk Flygtningehjælp sender med det samme penge af sted til at styrke nødhjælpsindsatsen i Afghanistan, Sydsudan og på Afrikas Horn.

De 12.000 indsamlere, der har været på gaden for verdens flygtninge i dag, giver Dansk Flygtningehjælp mulighed for at øge hjælpen til flygtninge og fordrevne, der hvor nøden er allerstørst. Det gode resultat er skabt i fællesskab af frivillige koordinatorer, indsamlere og de mange danskere, der har lagt et bidrag i indsamlingsbøsserne.

– Landsindsamlingsresultatet kommer ind efter flere indsamlinger til Afrikas Horn og bringer det samlede beløb op på ca. 20 millioner, der kan lægges til vores øvrige indsamlingsaktiviteter. Der er ingen tvivl om, at danskerne fortsat er klar til at hjælpe ofre for krig og sult – det er oplivende og inspirerende, for alle der ønsker at skabe løsninger i verdens brændpunkter, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.

Dansk Flygtningehjælp arbejder i 34 lande fordelt på tre kontinenter. Allerede i dag sender Dansk Flygtningehjælp de første 2,5 millioner kroner af sted til at styrke nødhjælpsindsatserne for ofrene for krig og konflikt i Afghanistan, Sydsudan og på Afrikas Horn.

– Resultatet af dagens indsamling vil straks blive omsat til blandt andet mad, vand, nødhjælpspakker, tag over hovedet og uddannelse i Afghanistan, Sydsudan og på Afrikas Horn. Tre områder hvor flygtninge og fordrevne har akut brug for den hjælp, vi nu med danskernes indsats kan styrke, siger Andreas Kamm.

Der er 43 millioner flygtninge og fordrevne i verden, og 90 % af dem lever i deres eget nærområde – egne lande eller regioner. Dansk Flygtningehjælp hjælper hvert år mere end 1 million flygtninge med nødhjælp og langsigtede løsninger.

Kan nås endnu
Du kan stadig nå at støtte Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. Der kan gives bidrag online på: www.flygtning.dk eller sms ’flygtning’ til 1241, så støtter du med 150 kr. Man kan også deltage i konkurrencen om en Mazda ved at ringe på 90540808 og svar på spørgsmålet så donerer du 150 kr og deltager samtidig i konkurrencen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Krigsskibet Absalon afvæbnede syv formodede pirater
Next post 5 gode råd når du skal købe julegaver på nettet