5 gode råd når du skal købe julegaver på nettet

Næsten hver tredje dansker vil købe julegaver på nettet, mens endnu en tredjedel ikke har besluttet sig endnu, viser nye tal fra Dansk e-handelsanalyse. Her er 5 gode råd til, hvordan man får det bedste ud af sin julehandel på nettet.

1) Se efter e-mærket
Når du har fundet den helt rigtige julegave til den helt rigtige pris, er det vigtigt at tjekke, om du har med en seriøs netbutik at gøre. En e-mærket netbutik er godkendt og underlagt en løbende kontrol. Den lever derfor op til både dansk lovgivning og en række særligt forbrugerbeskyttende krav, som sikrer dig både før, under og efter købet. Desuden kan du få hjælp igennem e-mærkets Forbruger Hotline (alle hverdage kl. 9-15 på tlf. 44 85 85 90), hvis du er i tvivl om dine rettigheder.

”Hvis du handler på en e-mærket netbutik, har e-mærket godkendt og kontrolleret netbutikken for dig. Hvis netbutikken ikke er e-mærket, er det en god idé at tjekke, om netbutikken oplyser et telefonnummer eller en mailadresse, så du kan komme i kontakt med netbutikken, hvis du får behov for det”, siger Lars Schmidt Larsen, der er direktør i e-mærket.

2) Betal ALTID med Dankort eller kreditkort
Brug ALTID dit betalingskort, når du handler på nettet, så er du beskyttet af indsigelsesordningen, som kort sagt betyder, at du kan få dine penge tilbage, hvis du eksempelvis ikke modtager varen.

3) Julegavebytning
Det er særligt gavebytning, forbrugerne fremhæver, når de skal nævne en ulempe ved at handle julegaver på nettet, viser de nye tal fra Dansk e-handelsanalyse.

”Ifølge loven har du 14 dages fortrydelsesret, men mange af vores e-mærkede netbutikker vælger enten at forlænge fortrydelsesretten eller tilbyder at bytte julegaver helt frem til januar 2012. Med sådan en service undgår man trængsel og lange køer i landets butikker og sparer tid, fordi bytteræset kan klares på Postkontoret eller Døgnpostautomaten i stedet”, forklarer Lars Schmidt Larsen.

Det er derfor en god idé at tjekke, om du kan fortryde eller bytte julegaven inden for længere tid end normalt. Husk at gøre netbutikken opmærksom på, at dit køb er en julegave.

4) Bliver julegaverne pakket ind?
Mange netbutikker leverer dine julegaver indpakket i fint glanspapir med kulørte bånd som i de almindelige butikker. En kærkommen service, når julestressen begynder at trænge sig på.

5) Kan du stole på levering inden jul?
”Når man køber julegaver på nettet, er det afgørende at vide, om julegaven kan nå frem inden juleaften, om den eventuelt bliver pakket ind, og om muligheden for fortrydelse er forlænget. Derfor skal man huske at tjekke netbutikkens specielle services op til højtiden”, slutter Lars Schmidt Larsen.

Garanterer netbutikken, at julegaven når frem i tide til at blive lagt under træet juleaften? Det er naturligvis afgørende, om gaverne når frem i tide, så husk at læse om netbutikkens ekspeditionstider. Vær opmærksom på, om netbutikkens garanti kun gælder ved bestilling inden en given dato.

De 5 råd om julehandel på nettet er udarbejdet af e-mærket, november 2011.

Om e-mærket
e-mærket er en uvildig og nonprofit organisation, som arbejder for, at du kan købe sikkert på nettet.
Bag e-mærket står Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 12 millioner til flygtninge i verdens brændpunkter
Next post Ny politisk aftale om Det Kongelige Teater