Bilsalget stagnerer

Tal fra Danmarks statistik viser, at bilsalget er mærket af den internationale økonomiske uro, og familiernes bilkøb faldt 1 pct. i oktober. Dermed er bilsalget det laveste siden starten af 2011.

– Der er kommet et lille ophold i de stigninger, vi har set i år. Det er dog meget naturligt, at markedet flader ud efter lang tid med fremgang. Det ændrer ikke ved, at der sælges mange biler disse år, siger økonom Mira Lie Nielsen, Dansk Erhverv, hun tilføjer:

– Historisk har bilsalget været en solid indikator for udviklingen i det samlede privatforbrug, men i de seneste krise-prægede år har billedet ændret sig. Efter et brat fald i bilsalget i 2009 er bilkøbet steget markant gennem 2010 og det meste af 2011, mens privatforbruget og især detailsalget i 2011 dykker.

Leasing og snusfornuftige forbrugere holder niveauet oppe
– Den stigningen i bilsalget i 2011 samlet set, kan tilskrives, at folk er blevet mere bevidste omkring deres forbrug. De voldsomt stigende brændstofpriser gør, at mange vælger at skifte den gamle bil ud med en nyere, der kan køre længere på literen, forklarer Mira Lie Nielsen.

Leasingmarkedet er en af de store drivkræfter bag det høje bilsalg i 2011, det har oplevet stor fremgang det seneste år.

– Der kan være flere forklaringer på, hvorfor det er blevet mere populært at lease. En af grundene er, at leasingen giver mulighed for at få adgang til nye og dyrere biler, end man ellers ville have råd til. Derudover er det også en mere overskuelig udgift at lease fremfor at skulle optage et større lån til en ny bil. Det giver et bedre overblik over udgifterne, siger Mira Lie Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 10-årig pige voldtaget
Next post Finanslovsaftale på plads