Forbrugerombudsmanden politianmelder Cult A/S

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Cult A/S for at bruge vold som virkemiddel i en reklamefilm rettet mod børn og unge.

Det er i strid med markedsføringsloven at opfordre enten direkte eller indirekte til vold og anden farlig eller hensynsløs adfærd i reklamer rettet mod børn og unge. Det er også forbudt at bruge aggressive og forrående virkemidler som vold i markedsføring, der er målrettet børn og unge. Derfor får Cult A/S en politianmeldelse for i slutningen af 2009 at have lagt en reklamefilm for en energi-læskedrik på internettet.

I reklamefilmen, som Forbrugerombudsmanden modtog en række klager over, foretager hovedpersonen, der spilles af en dreng, en række meget voldelige handlinger, efter at have indtaget drikken. Bl.a. røver han en kiosk og angriber en række personer.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at filmen var en overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 2, der forbyder anvendelsen af vold som virkemiddel i reklamefilm rettet mod børn og unge under 18 år.

Forbrugerombudsmanden lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at der er tale om et produkt – en læskedrik – som bl.a. markedsføres over for børn og unge, og at filmen har været vist i medier, der også er rettet mod børn og unge under 18 år.

Forbrugerombudsmanden har derfor politianmeldt selskabet med henblik på, at der bliver rejst sigtelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 24 nye områder kan egne sig til testmøller
Next post 15 mia. kr. til renovering af almene boliger