‘Amagermanden’ opfordrede søn til at begå overfald og plante falske spor

Politiet frigiver nu oplysninger om nye sigtelser mod Marcel Lychau Hansen også kendt som ‘Amagermanden’, der havde fået udsmuglet biologisk materiale fra fængslet, som skulle bruges til at plante på et nyt offer.

Københavns Politi har været tilbageholdende med oplysninger i den nye sag, fordi man ventede på at ‘Amagermanden’ skulle blive dømt for de første sigtelser.

Men i dag blev Marcel Lychau Hansen så idømt livsvarigt fængsel og nu vil Københavns Politi gerne løfte sløret for den nye sigtelse.

Københavns Politi fik torsdag den 15. december kendskab til, at Marcel Lychau Hansen angiveligt havde udsmuglet breve og muligvis DNA-materiale fra Vestre Fængsel, hvor han sad varetægtsfængslet. Fire breve var nmelig blevet afleveret til Nordsjællands Politi i Frederikssund sammen med en afklippet spids fra en gummihandske, som tilsyneladende indeholdt biologisk materiale.

Politiet ved hvem der afleverede brevene, men ønsker ikke at oplyse hvem.

Dagen efter, fredag d. 16. december, indledte politiet en efterforskning. Retsgenetikere fra Rigspolitiets Kriminaltekniske Center gik igang med en haste undersøgelse af det indleverede biologiske materiale. Undersøgelserne viste, at materialet var sæd.

Fingeraftrykseksperter undersøgte samtidig brevene for fingeraftryk.

Samme dag blev Marcel Lychau Hansens celle i Vestre Fængsel ranaget og han blev sigtet for tilskyndelse til legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Derudover blev han sigtet for tilskyndelse til bevisforvanskelse. Marcel Hansen ønskede ikke på det foreliggende grundlag at tage stilling til sigtelsen eller at udtale sig i øvrigt. Under ransagningen blev der sikret effekter med henblik på yderligere undersøgelse.

Opfordrede sønnen til at slå en ned
I de udsmuglede breve opfordrede Marcel Hansen sin ældste søn til at begå en forbrydelse, og derefter plante den sigtedes DNA på gerningsstedet eller offeret. For eksempel står der i ét af brevene: ”Du skal ikke slå nogen ihjel for mig højst slå en eller anden ned og plante Dna”.

Politiet anholdt fredag aften Marcel Hansens ældste søn, som blev afhørt, hvorefter han igen blev løsladt. Han blev sigtet for forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og for forsøg på bevisforvanskelse.

En ransagning af sønnens bolig tilvejebragte yderligere seks breve og otte afklippede fingre fra gummihandsker. Alle gummidutter var tilsnøret og med et indhold, der er ved at blive undersøgt nærmere.

Politiet har på nuværende tidspunkt samlet beslaglagt ti breve og ni gummidutter med indhold.

Marcel Hansens søn nægter at have modtaget brevene fra sin far.

– Det er vigtigt at understrege, at politiets sigtelse mod sønnen giver ham den rette retsbeskyttelse i forhold til retsplejelovens regler. Det betyder blandt andet, at han har fået beskikket en forsvarer, der deltager i politiafhøringer. I den fortsatte efterforskning har politiet ikke kunnet underbygge, at sønnen har begået en voldsforbrydelse, siger vicepolitiinspektør Jens Møller, leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Københavns Politi kan på nuværende tidspunkt ikke afgøre, hvornår og hvordan breve og gummidutter er smuglet ud af Vestre Fængsel. Der er dog indikationer på, at det er foregået over en længere tidsperiode, oplyser KøbenhavnsPoliti.

Københavns Politi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at komme med flere oplysninger i sagen, ligesom man heller ikke vil give interviews om de nye sigtelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post ‘Amagermanden’ idømt livstid
Next post Consol Solcenter Danmark politianmeldt for vildledende reklame