Billigere at tale i mobiltelefon i EU i 2012

Folketinget gav i denne uge erhvervs- og vækstminister Ole Sohn bred opbakning til en række vigtige EU-sager. Blandt andet den såkaldte roamingforordning, der regulerer prisen for mobiltelefoni.

Om en måned overtager Danmark roret i EU og skal lede forhandlingerne på en række vigtige sager, som skal bidrage til vækst og innovation i EU. Ole Sohn har i dag fået folketingets opbakning til at forhandle centrale EU-sager.

– Jeg har i dag sikret mig et godt udgangspunkt for det danske EU-formandskab, hvor fokus er på fornyet vækst i Europa. Blandt andet var der bred opbakning til regeringens linje på forhandlingerne om en ny roamingforordning, der vil sænke priserne på samtaler i mobiltelefonen og mobilt internet, når vi er på rejse i andre EU-lande. Det er ambitionen, at EU bliver enige om nye regler på området under det danske formandskab, siger Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn.

EU kan alene komme igennem krisen ved at skabe konkrete resultater, der bringer merværdi til vores forbrugere og virksomheder. Derfor er det mit mål, at opnå konkrete politiske resultater på de sager, der kan skabe vækst og beskæftigelse i Europa.

Et af fokusområderne for erhvervs- og vækstministeren bliver at få skabt fornyet vækst og beskæftigelse i Europa, hvor han bl.a. skal lede forhandlingerne af række nøgleinitiativer, som skal videreudvikle EU’s indre marked.

Danmark overtager EU-formandskabet den 1. januar 2012 og erhvervs- og vækstministeren skal lede forhandlingerne på sager om det indre marked, søtransport og telekommunikationsområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Ingen sprøjtegift i dansk økologisk frugt og grønt
Next post Din arbejdsgiver forsikrer dig under julefrokosten