Danske soldater når hjem til jul

Lidt over frokost dansk tid lettede det danske LARK fly med de 32 strandede soldater fra Mazar-E Sharif med kurs mod Bruxelles.

Efter et ufrivilligt ophold i Camp Bastion med trussel om ikke at kunne nå hjem til juleaften ser hjemturen til juleand og flæskesteg ud til at skulle lykkes. Kl. 12.45 dansk tid lettede den danske MD 83 med flynummeret DTR1287 ISAF EKSTRA LEAVEFLY med kurs mod Bruxelles.

Flyet er booket af det belgiske forsvar til hjemtransport af belgiske soldater, der ligesom de danske skal hjem på juleorlov. Det var en kontakt til det belgiske forsvar, der gjorde det muligt at få plads til de danske strandede soldater.

Efter at de belgiske soldater er sat af i Bruxelles vender flyet næsen mod nord, hvor det forventes at lande som planlagt i Billund Lufthavn lidt over midnat den 24. december. Her vil soldaterne blive modtaget af terminalpersonale fra Danish Airtransport, som vil vise dem ud til busserne.

Den ene bustransport kører mod nord til Aalborg og den anden mod øst, hvor den vil køre til Københavns Hovedbanegård og ende ved Garderkasernen i Høvelte. Soldaterne vil løbende blive sat af på ruten efter ønske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Juleposten kom frem
Next post Avis: Frank Jensen var nærgående ved julefrokost