Vi elsker brugte familiebiler

Snusfornuften råder, når der skal købes en bil, der passer til familiens behov. Prisen på en typisk familiebil halveres efter tre år, og derfor købte danskerne i 2011 12 gange flere brugte end nye familiebiler.

I 2011 købte private danskere 11.851 nye biler i familie- og MPV-klassen. Ud af et samlet nybilsalg på 169.867, så er det altså forholdsvis få, der køber de biler, som passer til familiens behov, fra de er nye. I stedet slår de til på brugtbilmarkedet og køber de aftjente leasing- og firmabiler, som virksomhederne sælger efter tre års ejerskab.

En opgørelse som BilBasen har lavet viser, at danskerne kan spare op i mod 172.000 kroner, hvis de kan leve med, at familiens ”nye” bil har kørt som firmabil i tre år og derved tabt en væsentlig del af nyprisen.

– Vores analyse af brugte MPV- og firmabiler viser, at de i gennemsnit taber 47 procent af nyprisen på de første tre år. Omsat til kroner betyder det, at bilerne typisk har tabt omkring 170.000 kroner i værditab, og da de samtidig er meget velholdte, så får bilkøberne altså rigtig meget bil for pengene, siger Anders Andersson, direktør for BilBasen og DBA Biler.

Salgstallene for 2011 viser, at bilkøberne i stor stil køber brugte MPV- og firmabiler. I 2011 købte private hele 144.674 brugte i den klasse. Dermed er brugtbilsalget over 12 gange større end nybilsalget for de biler som familierne har behov for.

– Familierne har et behov for plads som de mindre biler ikke kan dække. Men MPV-modellerne og firmabilerne koster nemt over 350.000 kroner, hvis de skal købes fra ny. Danskerne er snusfornuftige bilkøbere, og handler der, hvor de får mest for pengene, og det gør de med en nyere brugt firmabil, forklarer Anders Andersson.

Bolig og bil i samme båd
Cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm peger på, at danskerne op til finanskrisen opbyggede en meget stor gæld, og den gæld er vi nu gået i gang med at nedbringe. Sammen med den stigende arbejdsløshed har det gjort os mere forsigtige som forbrugere, og det smitter af på såvel bil- som boligmarked.

– Ligesom boligen er bilen også en tung post på husholdningsbudgettet, og derfor ser vi, at danskerne går efter besparelsen ved at købe brugt, siger Jens Nyholm.

– Samme tendens ser vi i øvrigt på det øvrige brugtvaremarked, for mens forbruget i butikkerne står i stampe, så sætter handlen af brugte varer rekord på rekord, fortsætter han.

Tendens vil fortsætte
Ifølge Jens Nyholm er der ikke noget, der tyder på, at danskernes rabatjagt vil aftage inden for den nærmeste fremtid.

– Når boligpriserne falder, og der er usikkerhed omkring økonomi og beskæftigelse, så vil danskerne være tilbageholdne med at investere mere end højst nødvendigt i bilen. Men når boligpriser og beskæftigelse igen begynder at gå den rigtige vej, vil vi uden tvivl se efterspørgslen efter nye biler vende tilbage, vurderer Jens Nyholm. Han tilføjer, at vendingen i økonomien ikke er nært forestående og tidligst vil slå igennem i 2013.

Fakta
– En gennemsnitlig Ford Mondeo (2,0 TDCI) taber efter tre år og 80.000 – 90.000 kilometer 48 procent af sin værdi.
– Antal nye biler i firma- og MPV-klassen solgte til private: 11.851
– Antal brugte biler i firma- og MPV-klassen solgte til private: 144.674

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Fangeflugt fra retten på Blegdamsvej
Next post Rupert Murdoch starter ny søndagsavis