Millioner til nye biogas-anlæg

Fødevareministeriet åbner nu for tilskud til etablering af nye biogasanlæg i landbruget. 245 millioner kroner allerede i år skal være med til at lægge fundamentet for mindst 6-7 nye biogasanlæg rundt omkring i landet. Fødevareminister Mette Gjerskovs ambition er, at gyllen skal være med til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer.

Som en del af det nye energiforlig bliver det gjort mere økonomisk attraktivt for landbruget at producere biogas. Afregningsprisen for biogas bliver hævet fra ca. 79 øre per kWh til det der svarer til 1,15 kroner per kWh. Og nu åbner Fødevareministeriet for en tilskudsordning til etablering af biogasanlæg, hvor der er en pulje på 245 mio. kroner i 2012.

Fødevareminister Mette Gjerskov forventer, at der vil være stor interesse for ordningen, der skal være med til at sikre bæredygtig energi og landbruget en hovedrolle i en grøn omstilling af samfundet.

– Denne regering vil have en grøn omstilling af landbruget. Vi har netop vedtaget et bredt energiforlig, og nu skal der smedes, mens jernet er varmt, så vi kan få skabt vækst og grønne arbejdspladser på landet. Alt for længe har ingen turde binde an med at etab-lere nye biogasanlæg på grund af den økonomiske usikkerhed. Med den hævede afregningspris, og de 245 millioner i tilskudsordningen serverer vi nu en gulerod, der er til at få øje på. Og jeg tror bestemt, at de nye initiativer vil fyre op under biogasproduktionen, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Tilskudsordningen til etablering af nye biogasanlæg blev åbnet første gang i 2010, men dengang blev kun en meget begrænset del af pengene søgt.

Den genåbnede ordning indeholder derfor højere støtteloft, mulighed for at få dækket op til 30 procent af etableringsomkostningerne mod tidligere 20 procent og lempede krav til blandt andet egenfinansiering.

Biogas er en grøn energikilde, der både mindsker klima- og miljøpåvirkninger fra hus-dyrproduktionen betydeligt samtidig med, at produktionen er med til at fastholde arbejdspladser i landdistrikterne.

Anvendelse af gylle fra husdyrproduktion til energiformål har også andre miljømæssige gevinster. Udover produktionen af vedvarende energi, så mindskes lugtgenerne betydeligt ved at afgasse gyllen inden den anvendes som gødning på marken. Kvælstoffet i gyllen bliver derudover udnyttet bedre af planterne og dermed vil der dels blive udva-sket mindre kvælstof til vandmiljøet og dels vil behovet for at supplere med kunstgødning være mindre.

Ordningen kan søges af jordbrugere og den finansieres over Landdistriktsprogrammet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Forbrugerombudsmanden udsteder retningslinjer for kønsrelateret reklame
Next post DSB trækker sig fra Göteborg