Samlekort skal skabe interesse om de danske OL-deltagere

Disse samlekort kan gå hen og blive sommerens dille - det håbet bagmændende ihvertfald. Foto: Bjerne Bergius Hermansen

Nye samlekort skal sætte navne som Andreas Bube, Sara Slott Petersen og Peter Jensen på børn og teenageres læber.

Det er i hvert fald håbet hos DR, Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der på tirsdag den 1. maj i fællesskab udgiver dét, man håber bliver en af sommerens store diller – en OL-samlemappe og OL-samlekort med billeder og informationer om de danske OL-atleter i London i år.

Det er DR Multimedie, som har været projektleder og stået for produktionen. Kortene vil blive solgt i pakker, og børnene kan samle dem ligesom de kendte fodboldkort. Men ligesom med de gamle bilkort, så kan man også bruge OL-kortene til at spille med. I stedet for km/t og antal cylindre, så kan man dyste i om OL-deltagernes styrke, udholdenhed, teknik og taktik.

Der er i første omgang trykt 1 mio. samlekort. For hver solgt pakke, går én krone til unge OL-talenters udvikling, så de forhåbentlig kan blive klar til at kæmpe om medaljerne ved OL i Brasilien i 2016.

Kortene bliver solgt i en række butikker, blandt andet flere af Dansk Supermarkeds butikker, hos boghandlere og legetøjsbutikker.

– Med OL vil vi gerne give danskerne en stor, fælles oplevelse. DR er dér, hvor folk holder sommerferie eller passer deres arbejde, for næsten uanset, hvad man foretager sig til sommer, kan man få sportsoplevelserne med sig – på mobil, tv, web og radio, og så har vi en ekstra dimension denne gang med samlekortene, så også de mindste kan være med og også lære om sport og sportsgrene på en sjov måde, siger chefen for DR Sporten, Tine Bendix.

Mere end blot to OL-uger
Olympisk konsulent Morten Schram Rodtwitt fra Danmarks Idræts-Forbund forklarer, at en af årsagerne til at lave OL-samlekortene er, at man ønsker at udbrede interessen for de danske OL-atleter til mere end de godt to uger, som OL varer.

– Målet med samarbejdet er at tilføje DIF’s, Team Danmarks og DRs store formidlingsarbejde en ekstra dimension af oplevelse og nærhed. Og så håber vi også, at vi kan nå ud til målgrupper, der ellers har været svære at nå med OL-budskabet – for eksempel børnene, siger han.

En vigtig mission
Morten Schram Rodtwitt kalder det en vigtig mission.

– Danmark har en lang række verdensklasseatleter, som vi er rigtig stolte af, og som er forbilleder for de tusindevis af børn og unge, der dyrker idræt i vores klubber og foreninger. Med OL-kortene vil vi profilere OL-holdet – hele Danmarks landshold – samtidig med at vi viser, hvilket stort arbejde, der foregår i klubberne, siger han.

OL i London varer fra den 27. juli til den 12. august, og DR præsenterer de nærmere planer for dækningen på radio, tv og web i næste måned.

Hvis man endnu ikke er helt inde i OL-deltagernes navne, kan vi for øvrigt oplyse, at Andreas Bube er udtaget til 800 meter løb, Sara Slott Petersen skal være med i hækkeløb, mens Peter Jensen skal springe i trampolin ved årets OL.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Mindre bureaukratisk og mere fleksibel landbrugsstøtte
Next post Udsendelse øger ikke soldaters kriminalitet