Terror-mistænkte varetægtsfængslet

Tre mænd er blevet varetægtsfængslet, sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder.

De tre mænd, en herboende 22-årig jordansk statsborger, en herboende 23-årig tyrkisk statsborger og en 21-årig dansk statsborger bosiddende i Egypten, blev anholdt i går af Politiets Efterretnignstjeneste. To blev anholdt på Herlev Station, mens den tredje blev anholdt i sit hjem i Melissehaven i Herlev.

Politiets Efterretningstjeneste oplyste fredag, at man mistænker de tre mænd for at forberede en terrorhandling. De er dog ikke blevet sigtet efter terrorloven, men ‘kun’ for overtrædelse af straffelovens paragraf 192a, der handler om overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder.

Københavns Politi vil ikke udelukke, at der kan komme flere sigtelser mod de tre mænd:

– De tre blev sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen, men vi har taget forbehold for, at der kan komme nye sigtelser, siger advokaturchef Dorit Borgaard, Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Da de tre mænd i dag blev fremstillet i grundlovsforhør valgte dommeren at varetægtsfængsle dem i 26 dage, heraf de første 12 dage i isolation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Udsendelse øger ikke soldaters kriminalitet
Next post Sorte tal på bundlinjen i DR