Boligejerne sparer 1,2 mia. kr. i renteudgifter

I 2. kvartal 2012 betalte danske boligejere 11,8 mia. kr. i renteudgifter. Det er et fald på 1,2 mia. kr. i forhold til sidste år. Faldet i renteudgifter sker på trods af, at udlånet i samme periode er steget med 2,9 pct. Det viser Nationalbankens rentestatistik for juni 2012.

– Uroen på de internationale finansielle markeder får mange investorer til at søge mod danske realkreditobligationer, der opfattes som en sikker investering i usikre tider. Det giver lave renter på både rentetilpasningslån og fastforrentede lån. De lavere ydelser styrker boligejernes økonomi, siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet.

Realkreditrådets udlånsstatistik for 2. kvartal 2012 viser, at halvdelen af alle nye lån har fast rente.

– Boligejere har i øjeblikket gode muligheder for at få en favorabel rente på deres boliglån. I forhold til tidligere udnytter mange den mulighed for at optage et lån med fast lav rente. Det gælder især boligejere, der omlægger deres lån, fortsætter Jan Knøsgaard.

I dag koster det 3.300 kr. om måneden at låne 1 million kr. med et 30-årigt rentetilpasningslån med afdrag. For et år siden kostede det ca. 3.700 kr. om måneden. For et fastforrentet lån med en fast rente på 3 pct. koster det i dag ca. 4.000 kr. om måneden at låne 1 million kr. med afdrag. I 2011 kostede det ca. 4.600 kr. om måneden at låne 1 mio. kr. med et fastforrentet lån på 5 pct. med afdrag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Færre inkassosager
Next post Imerco giver sig: Gavekort kan bruges i 5 år