Der var lidt flere tvangsauktioner i juni end i maj

Set over en længere periode har antallet af tvangsauktioner været forholdsvis konstant.

Der var 452 tvangsauktioner i juni. Det er en lille stigning på 37 i forhold til maj, hvor antallet var 415. Det viser Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede tal for tvangsauktioner, der netop er offentliggjort. Antallet af tvangsauktioner har ligget på et gennemsnitligt niveau omkring 430 om måneden gennem de sidste to et halvt år. Det hænger tæt sammen med, at ledigheden i Danmark også har ligget på et nogenlunde konstant niveau i den tilsvarende periode.

– Ledigheden i Danmark har ligget på et niveau lige over 160.000 personer siden starten af 2010. Det har haft betydning for antallet af tvangsauktioner, der også har ligget forholdsvis stabilt i den samme periode. Tab af arbejdsindkomst er den største trussel mod de fleste boligejeres økonomi og længerevarende ledighed kan risikere at føre til en tvangsauktion. Det er derfor positivt, at ledigheden ikke er steget over en længere periode trods en svag økonomisk udvikling, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Fødevarestyrelsen advarer igen mod farlige slankeprodukter
Next post Nyt studie af sædkvalitet hos unge danske mænd