Samarbejde mellem virksomheder og jobcentre virker

Flere virksomheder rekrutterer gennem jobcenteret, og der er stigende tilfredshed. Det er blandt resultaterne, når jobcentre arbejder strategisk med lokale virksomheder.

73 procent af landets jobcentre arbejder med en bevidst strategi for samarbejdet mellem virksomheder og jobcentret. 21 procent er i gang med at udarbejde en strategi. Næsten alle har hentet input til strategien via dialog med de lokale virksomheder.

Sådan lyder nogle af de væsentligste konklusioner i en ny undersøgelse blandt landets jobcenterchefer, som KL i dag præsenterer på den årlige jobCAMP i Aalborg.

-Vi ved, at privat løntilskud er det enkeltstående aktiveringstilbud, som har højst effekt. Derfor er det vigtigt, at jobcentrene skaber et godt samarbejde med de lokale virksomheder – og det er kommunerne helt bevidst om og godt i gang med, siger KL’s næstformand, Erik Fabrin.

Den virksomhedsrettede indsats er øget markant, siden kommunerne overtog hele beskæftigelsesindsatsen. Der er tale om en femdobling af aktivering i private virksomheder og en stigning på næsten 50 procent i andelen af virksomheder, der får besøg af jobcentret.

Ifølge jobcentercheferne giver det strategiske samarbejde med virksomhederne også tydelige gevinster.

Fx rekrutterer flere virksomheder gennem jobcenteret, og virksomhedernes tilfredshed med jobcentrene er steget, da der er kommet hurtigere service og én samlet indgang til systemet.

Samtidig er jobcentrene blevet bedre til at benytte virksomhedsrettede tilbud frem for vejledning og opkvalificering.

-Jobcentrene er ude i virksomhederne og samarbejder tæt. Som en jobcenterchef meget sigende svarer i undersøgelsen, så fører et strategisk fokus til, at virksomhederne oplever jobcentrene som en professionel rekrutteringspartner. Det er den rigtige vej, som vi skal have åbnet endnu mere, siger Erik Fabrin.

Lokalpolitikerne kan også spille en rolle i samarbejdet, siger næstformanden:

– Vi lokale politikere kan gøre meget. Fx kan vi åbne døre og være dem, der går foran og skaber opmærksomhed om det sociale ansvar. Vi kan arbejde for at tiltrække flere virksomheder og samtidig skabe gode rammer for samarbejdet, siger Erik Fabrin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Protein kan hindre blodpropper
Next post Så kan der fiskes sperling