Bjerre og Riising værter ved Melodi Grand Prix 2015

Det bliver Esben Bjerre og Jacob Riising, som skal styre slagets gang ved Melodi Grand Prix 2015 – direkte på DR1 fra Gigantium i Aalborg lørdag 7. februar.

Jacob Riising er for andet år i træk klar til at indtage rollen som vært, og er dermed for længst rykket op i de voksnes rækker efter at have mestret værtsrollen ved børnenes MGP hele fem gange.

Denne gang får Riising følgeskab af Esben Bjerre, som udgør den ene halvdel af den populære duo Monte Carlo, der pt. huserer på DR3. Nu er den faste makker Peter Falktoft skiftet ud med Riising, og Esben Bjerre er for første gang klar til at prøve kræfter med det traditionsrige og hæderkronede hverv som vært for Melodi Grand Prix:

– Det første, jeg tænkte, da jeg fik tilbuddet om at være vært for Melodi Grand Prix, var: Det vil jeg virkelig gerne! Jacob er trænet i showbiz-gamet, og jeg er ham den nye. Jeg er sikker på, at det bliver forrygende, for Jacob er jo dygtig, siger Esben Bjerre, der suppleres af Jacob Riising, som siger:

– Både Melodi Grand Prix, Esben og Aalborg har en stor plads i mit hjerte. Så at denne treenighed nu går op i en højere enhed er som når man bestiller tre stykker uspecificeret smørrebrød og får serveret sin livret.

Melodi Grand Prix 2015 – ’Drømmen lever’
DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme og holdet bag Melodi Grand Prix har gennem de sidste 5-6 år arbejdet målrettet med at optimere kvaliteten, og med at gøre det endnu mere attraktivt for dygtige sangskrivere at indsende bidrag til konkurrencen. Det kan også mærkes i år:

– I 2013 lykkedes det, som vi danskere længe har drømt om, nemlig at vinde det internationale Melodi Grand Prix. Nu er vi klar med version 2.0 af Melodi Grand Prix, og med det nye slogan – ’Drømmen lever’ – har vi brugt de sidste måneder på at udvikle, forfine og slibe vores underholdningskronjuvel, så den i år kommer til at skinne endnu klarere. Det bliver en kæmpe fest for hele Danmark, og i år har vi virkelig mærket et kvalitetsløft i de sange, som er blevet indsendt. Drømmen lever derfor i bedste velgående, og vi glæder os til at præsentere 10 helt nye og fantastiske sange i Aalborg lørdag 7. februar, siger Jan Lagermand Lundme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Siumut vandt valget
Next post De ornli’ syge gangstere er tilbage på DR2