Forbrugerombudsmanden politianmelder Citroën

For tredje gang i år politianmelder Forbrugerombudsmanden en bilimportør for at give utilstrækkelige kreditoplysninger i strid med markedsføringsloven. Denne gang er det Citroën Danmark A/S.

I forskellige landsdækkende aviser fik Citroën Danmark fra den 21. november til den 13. december 2013 vist en annonce for lån til køb af en bil.

”Nyhed Citroën C3 ALL INCLUSIVE KUN 1.545,-/MD,” skrev bilimportøren i annoncen, der blev bragt i alt 43 gange.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at annoncen var i strid med markedsføringsloven, fordi at Citroën Danmark ikke oplyste forbrugerne om kontantprisen på bilen, og om der blev samarbejdet med en eller flere kreditudbydere. Citroën Danmark gav heller ikke på en klar og tydelig og på fremtrædende måde forbrugerne de øvrige lovpligtige kreditoplysninger som fx ÅOP og de samlede kreditomkostninger. De stod først med mindre synlig tekst allernederst i annoncen under en fed rød streg og efter miljøoplysningerne.

På forsiden af citroen.dk og på to undersider reklamerede Citroën Danmark også for, hvad det ville koste per måned at låne penge til køb af bestemte bilmodeller. Men de øvrige lovpligtige kreditoplysninger blev slet ikke vist på forsiden. De var skjult allernederst på de to undersider efter en reklamefilm. Desuden manglede oplysningen om de samlede kreditomkostninger helt.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:

– Citroën er ikke den første bilimportør, jeg ser, som skjuler eller helt udelader vigtige kreditoplysninger i deres markedsføring. Det overrasker mig, at bilbranchen har så svært ved at overholde reglerne, og jeg har stort fokus på problemet, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Regler for markedsføring af lån til forbrugere
Når en erhvervsdrivende markedsfører forbrugerkreditter eller kreditkøb og f.eks. angiver renten eller ydelsen, skal reklamen også vise bestemte kreditoplysninger, som fremgår af markedsføringslovens § 14 a.

Kreditoplysningerne skal gives i form af et repræsentativt eksempel og stå klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen, så forbrugerne får øje på oplysningerne, når de ser reklamen.
Desuden skal en kreditformidler i reklamer og i dokumentation henvendt til forbrugere blandt andet oplyse, om vedkommende udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 23-årig overfaldet på diskotek
Next post Snowden-dokumenter: Briterne spionerede mod COP15