Opfindere, skal mindske vandskader i hjemmet

En landsdækkende idékonkurrence arrangeret af forsikringsselskabet Codan og Teknologisk Institut skal give idéer til hvordan man fremover kan mindske vandskaderne i hjemmet.

Sidste år blev hver sjette danske husstand ramt af en vandskade – og hvad enten årsagen er skybrud eller utætte vandrør, så er oversvømmede kældre og beskadigede ejendele ikke en sjov oplevelse at komme hjem til. Gennem en landsdækkende idékonkurrence inviterer Codan og Teknologisk Institut derfor alle danskere til at komme med bud på nye tiltag og opfindelser, der kan bruges til at mindske, udbedre og afhjælpe vandskader.

En robotstyret vandafleder med alarm eller et særlig godt materiale til at opsuge vand i kælderen – det er sådanne opfindelser, som Codan og Teknologisk Institut leder efter i en stor idékonkurrence, hvor alle danskere inviteres til at lægge hovederne i blød og byde ind med gode idéer, der kan mindske vandskader i hjemmet. Sidste år blev der nemlig registreret over 70.000 vandskader i husstande, hvilket svarer til 1 ud af 6 danske husstande. Der er derfor et stort behov for at finde innovative løsninger, der kan være med til at afhjælpe de mange vandskader.

– Skybrud og klimaforandringer er for alvor kommet på dagsordenen de seneste år, hvor boligejere har oplevet at stå i vand til knæene, og folk har mistet værdifulde ejendele i oversvømmede kældre. Derfor har Codan fokus på initiativer, som kan være med til at forebygge vejrrelaterede skader – det gælder blandt andet denne idékonkurrence sammen med Teknologisk Institut, siger Pernille Dahl som er produktspecialist hos Codan.

Men konkurrencen er ikke kun målrettet løsninger og idéer i forhold til vejrrelaterede udfordringer. For selvom dette udgør et stigende problem, så oplever mange danskere også at komme hjem til store vandskader som følge af utætte varme- og vandrør. Lige meget hvad årsagen til vandskaden er, så er én ting sikkert: vandskader er et kedeligt og ødelæggende bekendtskab.

– Med konkurrencen her arbejder vi med, hvordan borgeridéer kan bidrage til at løse eksisterende problemer og være med til at skabe værdi for samfundet. Det gælder såvel løsninger til sporing af utætte rør som tiltag omkring skybrudssikring af bygninger – og alt det ind imellem, tilføjer Kasper Birkeholm Munk fra Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut.

Deltagerne i idékonkurrencen kan få hjælp til at videreudvikle deres idéer på en række workshops med eksperter fra Teknologisk Institut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Bred aftale om film og computerspil
Next post Færre tvangsauktioner i oktober