Kun få bruger Rejsekortet

I første halvår af 2014 var det kun 10 procent af alle rejser med bus og tog, der blev foretaget med Rejsekortet. Det skriver Søndagsavisen.

Det var ellers planen, at Rejsekortet skulle være danskernes foretrukne rejsehjemmel, da politikerne i 2005 vedtog det elektroniske rejsekort.

Men et svar, som transportminister Magnus Heunicke (S) har givet til Folketingets transportudvalg på baggrund af beregninger fra Trafikstyrelsen, viser altså, at det er langt fra tilfældet.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen finder det ikke tilfredsstillende:

– Jeg synes, at det er et chokerende lavt tal, når ikke flere danskere har taget Rejsekortet til sig på nuværende tidspunkt, siger han.

Resten af rejserne foregik blandt andet med klippekort, gammeldags billetter, mobilbilletter og periodekort.

Rejsekortet er blevet kritiseret for dets manglende brugervenlighed og for, at mange får en “dummebøde” på 50 kroner, når de glemmer at tjekke ud. Det har resulteret i 816.000 bøder bare i år – eller 40,6 millioner kroner i “bøder” til Rejsekortet A/S.

Søndagsavisen har kontaktet Rejsekortet A/S, som ikke har ønsket at blive interviewet om spørgsmålet, men i stedet har sendt en mail, hvor de forklarer den lave andel af rejser med Rejsekortet således.

– Det er, hvad man forventer, når man endnu ikke har udfaset klippekort i hovedstadsområdet, skriver markedsdirektør Thomas Boe Bramsen.

Søndagsavisen ville gerne have spurgt, om han ikke tror, at der ville være flere, der havde taget Rejsekortet til sig, hvis de havde haft større tillid til kortet, uanset om klippekortet er udfaset eller ej. Men Rejsekort A/S mener ikke, at der foretages få rejser med Rejsekort, skriver de til Søndagsavisen.

På et møde mellem transportudvalget og direktøren for Rejsekort A/S tirsdag gav transportminister Magnus Heunicke virksomheden december ud til at lave en oprydningsplan og give en tidshorisont for, hvornår problemerne er løst. Efterfølgende vil han tage stilling til, hvad der skal ske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post PKA: Kvinder tror ikke på folkepensionen
Next post Prinsesse Marie på julebesøg i en god sags tjeneste