Prinsesse Marie på julebesøg i en god sags tjeneste

Foto: Mikkel Østergaard

Foto:  Mikkel Østergaard
Foto: Mikkel Østergaard
H.K.H. Prinsesse Marie deltog tirsdag ved Folkekirkens Nødhjælps årlige julearrangement. Her fortalte hun om sin seneste rejse med organisationen i januar. En rejse, der tydeligvis har gjort stort indtryk på hende.

Arrangementet blev holdt på Schæffergården i Gentofte, hvor en række samarbejdspartnere og major donors var inviteret til et indholdsrigt arrangement for at takke for støtten til organisationens arbejde blandt verdens fattige.

Prinsesse Marie har siden 2011 været kongelig protektor for Folkekirkens Nødhjælp, og ved tirsdagens arrangement delte hun ud af sine personlige oplevelser i forbindelse med rejsen til Etiopien.

– Selvom det næsten er et år siden, jeg rejste, kan jeg tydeligt huske hvert eneste ansigt, jeg mødte, som var det i går. Det fortæller, hvilket indtryk turen har gjort på mig, fortalte prinsessen fra talerstolen.

Foto: Mikkel Østergaard
Foto: Mikkel Østergaard

Under besøget i det afrikanske land oplevede prinsessen på nært hold, hvordan stigmatiseringen af hiv-smittede er et stort problem, og hun fik mulighed for at møde flere smittede, der takket være udlevering af medicin kan leve et normalt liv i deres landsbyer.

Hun fortalte, at en af de største oplevelser på turen var, at hun fik lov at tale med en hiv-smittet kvinde uden andet selskab end en tolk.

– Der er ofte en del ståhej, når jeg er med ude på projektbesøg, men denne gang var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for helt alene sammen med en tolk at tale med en hiv-smittet kvinde. Hendes historie rørte mig meget dybt. Da jeg stod der, var vi bare to almindelige kvinder med børn, sagde prinsesse Marie.

Prinsessen fik også mulighed for at besøge flere landbrugsprojekter. Hun besøgte bl.a. landsbyen Bale, der har været ramt af store perioder med tørke og sult til følge. Her kunne bønderne vise deres nye vandopsamlingssystemer frem, der nu gør dem i stand til at modstå tørke. Systemer, der kan redde menneskeliv.

– Der skal så uendelig lidt til at være med til at skabe en afgørende forskel for dem, der har allermest brug for det, fastslog Prinsessen i sin tale og roste Folkekirkens Nødhjælps arbejde:

– Jeg har nu to gange været ude i verden og se, hvilket arbejde de laver. Og jeg kan sige: Det virker.

Prinsessen var i 2011 med Folkekirkens Nødhjælp i Cambodia.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *